Rykket til Odense, flækket knæskal og comeback

Da jeg var 14 år, flyttede jeg fra Nordjylland til Odense for at optimere mine muligheder for at blive den bedst mulige badmintonspiller.

Der var en del faktorer, der skulle tages i betragtning – ligesom når de fleste andre flytter hjemmefra. Jeg skulle finde ud, hvor jeg skulle bo, hvor jeg skulle tage min uddannelse og hvordan jeg fik det praktiske som rengøring, madlavning, tøjvask, etc., til at fungere optimalt.

Jeg var meget motiveret og grebet af ideen om at forfølge drømmen, så jeg kastede mig ud i flytningen efter én dag med overvejelser og udarbejdelse af budget.

Årsager til flytning
De primære årsager til at jeg flyttede var, at der var rigtig gode sparringsmuligheder, meget kompetente trænere, et godt set-up mellem gymnasium, Odense Badminton Klub, Odense Badminton Academy og Elite kraftcenter Fyn (Team Danmark) og yderligere var der muligheder for en stor mængde hal-tid.
Ligesom i alle andre jobs, kræver det mange timers arbejde at få gode færdigheder indenfor et område. Det er ikke anderledes i badmintonsporten.

Fra 7 træninger om ugen til (14<) træninger om ugen
Lige da jeg var flyttet, var jeg meget sulten efter at komme ned i hallen hver dag, gerne 2-4 gange om dagen og så fysisk træning derudover. På det tidspunkt var det drømmescenariet, jeg levede i. Jeg havde mulighed for at træne på fællestræningerne morgen og aften. Derudover kunne jeg yderligere træne 1-2 gange midt på dagen, hvor jeg kunne forbedre mine tekniske færdigheder og spille lidt “hyggefjer”, når jeg havde lyst.
Det resulterede relativt hurtigt i en skade i knæet. Min krop kunne ikke holde til den store volumen af træning. Jeg fortsatte med at træne, dog med lidt færre træninger. Da der var smerte i knæet, var funktionaliteten i lårmuskulaturen ikke optimal og jeg mistede derfor muskelmasse. Jeg øgede mængden af styrketræning, for at kompensere for det, men det virkede kun som en kortvarig smertestillende medicin… Muskelmassen blev mindre på det ene ben og smerten blev større i knæet.
Forskellige fysioterapeuter mente, at det var den samme skade. Men hverken fysioterapeuterne eller jeg selv kunne forstå, hvorfor smerterne ikke gik væk, når jeg fulgte deres styrkeplan og ugeplan.
Jeg sørgede derefter for at få røntgen, ultralyds- og MR-scanning – hvorefter det ret hurtigt stod klart, at jeg havde flækket toppen af knæskallen og at den resterende del sad skævt på benet.

Operation – ny ballast – comeback
Jeg fik en god operation uden de store mén og en god genoptræning. Jeg var meget besluttet på, at jeg skulle stærkest muligst tilbage, uanset hvor mange kræfter jeg måtte bruge på det.

(fik at vide at åndedrættet var en meget vigtig del af øvelsen ;-))

Det gav en stor klarhed, at der kun var ét mål. At komme stærkest muligst tilbage. Ligeledes kom jeg væk fra konkurrencemiljøet kortvarigt. Det skabte en stor glæde og lyst til at komme i gang med turneringer igen.
Jeg fandt i perioden ud af, at det ikke kun var mængden af træning, men mindst lige så meget intensiteten og kvaliteten i træningen. I samme periode erfarede jeg, at det sagtens kan være sundt at være mere ”loose” i forhold til psyke, kost, sociale relationer og at være knap så perfektionistisk og fanatisk.
Jeg tror netop at det var de erfaringer, som gjorde, at jeg kunne komme direkte tilbage fra skaden og tage DM guld for U19 i herresingle.